• Det kan vi lære af Nordic Waste – blodtørst og hævn skygger for skandalens enorme konsekvenser

    Source: BDK Finans / 24 Jan 2024 23:22:52   America/Chicago

    Sagen om Nordic Waste er enorm. Det har de fleste måske allerede indset, når man hører den opsigtsvækkende uforsonlige retorik fra statsminister Mette Frederiksen (S). Der ligger naturligvis en slags enkelhed i at gøre Danmarks sjetterigeste person, Torben Østergaard-Nielsen, til superskurken. I realiteten er forsøgene på at reducere sagen til et spørgsmål om en enkelt person imidlertid et godt billede på, at der er stærke paralleller mellem det faktiske jordbjerg syd for Randers og selve debatten om sagen. Det er således let at være chokeret over størrelsen af jordskreddet syd for Randers, som nu truer beboerne i den lille by Ølst, ligesom det er nemt at pege fingre ad Torben Østergaard-Nielsen, fordi han ejer 76 procent af Nordic Waste. Det virkelig væsentlige er, hvad der sker nede i jordlagene helt ned til det plastiske ler, og hvad der foregår neden under udskamningen af Torben Østergaard-Nielsen. Perspektiverne i sagen er enorme og urovækkende. Her er et bud på nogle af dem. #1 Samfundsansvar er en tabersag Historien om Nordic Waste er en tragedie for en fantastisk idé om at rense og genbruge forurenet jord. Ideen var så god, at Dagbladet Børsen kårede virksomhedens store vision om at vaske jord i enorm skala som et af eksemplerne på de 50 bedste bæredygtige cases i 2023. Det er helt sikkert, at Børsens dygtige jury gjorde sig umage med at finde de 50 virksomheder. Børsen beskriver i sin dækning af Nordic Waste-skandalen, at virksomheden sågar så sent som i november var ved at løbe med prisen som årets virksomhed i Randers kåret af sammenslutningen Business Randers. Så havde der været endnu mere røde ører i den gamle industriby. Afstanden mellem triumf og katastrofe kan være kort – meget kort. Samfundsansvar og bæredygtighed er måske nogle af de vigtigste ord i debatten om erhvervslivet i de senere år. Alle virksomheder arbejder med miljø, klima og sociale forhold – ESG i kort form. Helt nye og vidtgående EU-regler om konkret rapportering af samfundsansvar på op til 1178 datapunkter er trådt i kraft for en lang række store danske virksomheder ved årsskiftet, og stadig flere virksomheder vil blive omfattet med tiden. Virksomheder elsker, som Nordic Waste selv yndede at gøre, at tale om alt det, de gør for at være samfundsansvarlige, grønne, diverse virksomheder. I de seneste 12 måneder har der været to skrækeksempler på, hvor galt det kan gå. Nordic Waste er den ene, som i virkeligheden deler sig i to. Dels er der sagen om Nordic Waste selv, som er gået fra at være grøn forbilledevirksomhed til at være den sorteste skurk. Måske er ideen faktisk stadig god, hvis nogen vil drive den videre, for det lyder fornuftigt, cirkulært og grønt at vaske jord ren til genbrug. Dels er der Torben Østergaard-Nielsen og hans snak om at være ordentlig, vise samfundsansvar og investere penge i at gøre USTC til en grønnere virksomhed. Den giver ingen noget for i dag. Det andet skrækeksempel handler om Chr. Hansen, som i dag er fusioneret med Novozymes under det nye navn Novonesis. Det er måske meget godt, for virksomheden begik et af de største selvmål i 2023, da de i juni smed regnbueflaget og støtten til pride brutalt over bord efter protester fra amerikanske kunder. Tilbage i januar 2023 havde Børsen ellers kåret Chr. Hansen som Danmarks mest mangfoldige virksomhed. HR-direktøren Alice Larsen og topchef Mauricio Graber var dengang rigtig glade og flettede til overflod deres egen personlige oplevelser ind i Chr. Hansens fortælling som en mangfoldig arbejdsplads. Meningen var at cementere troværdigheden om virksomhedens forpligtelse til at vise samfundsansvar gennem deres egen seksualitet og etnicitet. Fortællingen om Nordic Waste, Torben Østergaard-Nielsen og Chr. Hansen rejser spørgsmålet, om hvor dybt kampen for miljø, klima og sociale forhold egentlig stikker ude i virksomhederne. I hvert fald kan man konstatere, at både grønne pionerer og respekterede kæmper er på vild flugt fra samfundsansvaret, så snart der er hård modvind. Og så har vi ikke engang nævnt især ECCOs og ROCKWOOLs vævende kurs i forhold til Rusland. Sagen er, at når virksomheder pynter sig med grønne fjer eller prideflag, er der kontant afregning på omdømmekontoen, når tingene ramler. Sagerne om både Nordic Waste og Chr. Hansen er på den måde dybt skadelige for hele erhvervslivets arbejde med samfundsansvar. Heldigvis er der en slags godt nyt. Når de nye regler og rapporteringskrav i forhold til samfundsansvar er rullet ud, så melder der sig en ny verden. Så vil alle de virksomheder, som lever op til loven – og mon ikke det er de fleste – i sagens natur være samfundsansvarlige. Det bliver sværere at skille sig ud som en specielt mere samfundsansvarlig virksomhed end så mange andre. Belært af sagen om Nordic Waste og Chr. Hansen er fremtiden, at virksomheder lever op til EUs nye monster af omfattende rapportering om samfundsansvar og ellers holder mund med deres egne fortræffeligheder, for når ulykkerne vælter ned, er påstande om samfundsansvar en tabersag. #2 Princippet om begrænset hæftelse er under angreb De personlige og meget direkte angreb på milliardæren Torben Østergaard-Nielsen i Nordic Waste-sagen er opsigtsvækkende. Det dominerende synspunkt blandt de fleste partier på Christiansborg er, at milliardæren Torben Østergaard-Nielsen skal samle hele regningen op for oprydningen på Nordic Waste, fordi han ifølge en opgørelse er god for over 40 milliarder kroner. Det primære argument er ikke, at han er juridisk ansvarlig eller har gjort noget forkert – udover selvfølgelig at sidde alt for længe og glo på kollapset i virksomheden samt at gemme sig for de kritiske spørgsmål. Selvom Torben Østergaard kun har kontrolleret selskabet med sin aktiepost på 76,5 procent i et år og tre måneder og ikke sidder i bestyrelsen, så er synspunktet, at han er moralsk ansvarlig for alt uendeligt tilbage i tiden. Ingen går efter eksempelvis grundlæggeren, David York, som sidder i bestyrelsen og har tjent penge på at sælge virksomheden videre, eller virksomhedens nu sygemeldte direktør Lene Lange. Det er indtil videre desuden yderst vanskeligt at rejse en debat om et ansvar fra eksempelvis Randers Kommunes side, selvom kommunen både har været tilsyn og haft en indirekte økonomisk interesse i selskabets succes via sit ejerskab af Randers Havn. Der er helt afgørende principper på spil, nemlig princippet om begrænset ansvar. Heri ligger, at en virksomhed – i fravær af svindel og humbug – kun hæfter med den kapital, der nu engang er til stede i selskabet. Logikken i reglerne er klar nok, nemlig at en person, som køber en aktie i et selskab, højst kan tabe de penge, som vedkommende har sat i selskabet. En virksomhed er i virkeligheden en slags person med sit eget selvstændige liv og ansvar underlagt en masse love og regler for at sikre, at den opfører sig ordentligt. Men det er også en måde at organisere virksomhederne på, som skal sikre, at usunde virksomheder ikke holdes i live, men kan gå konkurs; ofte hvor ejerne taber deres penge og – ja – ofte med en regning til samfundet for ubetalte skatter og moms. Det går forhåbentlig op med, at andre og nye virksomheder betaler moms og skat i stedet. Både professor Jesper Lau Hansen og tidligere administrerende direktør for revisionsgiganten EY, Jesper Koefoed, har skarpe og eftertænksomme indlæg i Berlingske og Børsen forsvaret den nuværende retstilstand: »Er det fair, at et aktieselskab kan tjene penge til aktionærerne, uden at aktionærerne hæfter for selskabets forpligtelser? Svaret er klart ja, og man må derfor håbe, at Hummelgaard og Heunicke ikke overvejer at ændre på det,« skriver Jesper Lau. Man leger med dynamit, hvis man rokker ved det begrænsede ansvar. Det er en bitter ironi, at Torben Østergaard-Nielsen netop øgede sit ejerskab af Nordic Waste – løb en risiko – for at accelerere virksomhedens udvikling som en lovende grøn og bæredygtig virksomhed. #3 Kommuner, regioner og staten er ansvarsfri Nordic Waste-sagen er slet ikke første eksempel på, at myndighederne vasker hænder, når en katastrofe rammer, som involverer en eller flere virksomheder. Det bedste eksempel er finanskrisen, hvor professor Jesper Rangvid i sin store rapport om finanskrisens årsager fik besked på at undersøge alt andet end myndighedernes rolle. Hele finanssektorens rolle blev belyst, men det samme skete aldrig med Finanstilsynet, Nationalbanken eller regeringens rolle. Randers Kommune, byens borgmester Torben Hansen og de fleste politikere taler igen og igen om princippet om, at forureneren skal betale. Juristerne er mindre sikre på, hvad det princip betyder. Heri ligger, at Randers Kommune efter flere store miljøgodkendelser af Nordic Waste samt talrige kontrolbesøg på virksomheden anser sig selv for ansvarsfri. Det er dybt urovækkende. Konsekvensen af den logik er, at virksomheder kan handle inden for loven og loyalt samarbejde med tilsynsmyndighederne, men stadig stå alene med ansvaret, hvis noget går galt. Randers Kommune har ignoreret en række advarsler om et muligt jordskred, men har intet gjort. Den plastiske ler, som synes at være den udløsende faktor for jordskreddet under Nordic Waste, var nævnt allerede i miljøgodkendelsen i 2018. Kommunen har et ansvar. Og naturligvis skal der være et juridisk ansvar for myndighederne i forhold til at udstede miljøgodkendelser og føre tilsyn, for ellers kan det jo netop gå som i Randers, så forsøgene på gennem tilsyn at forebygge den slags katastrofer bliver hullet som en si. Der bliver ikke effektive tilsyn, medmindre tilsynssvigt har konsekvenser. Netop myndighedernes godkendelse var en af årsagerne til, at kemigiganten Cheminova i sin gigantiske forureningssag blev frikendt for ansvar ved Landsretten i 1987. Sådan skal det også være. Og naturligvis kan der i sagerne både være et ansvarspådragende myndighedssvigt og et erstatningsansvar samtidig. Det vil imidlertid være en retssikkerheds- og tilsynsmæssig skandale, hvis der ud af denne sag skabes den præcedens, at myndigheder er ansvarsfrie. Det ændrer ikke ved, at Nordic Waste også er ansvarlige. Det er ikke enten-eller. Det er både-og. #4 Tæt offentligt-privat samarbejde kan udløse katastrofer Vi har slet ikke fået den fulde historie om Nordic Waste. Den burde skrives. Den vil med sikkerhed være historien om en smuk kærlighedshistorie mellem grundlæggeren David York, Nordic Waste, Randers Kommune og Randers Havn, som ender i det grimmeste brud. Nordic Waste skabte en fortælling om en grøn virksomhed med enorme skalamuligheder, som borgmesteren Torben Hansen kunne bruge i sin fortælling om en dynamisk industrikommune omkring en profitabel og levende kommunalt ejet havn. En positiv spiral af investeringer, job samt havne og skatteindtægter til kommunen. Og der var noget at gøre bedre, for Randers havde i 2023 en elendig placering som nummer 64 i DI's årlige opgørelse over lokal erhvervsvenlighed. Vi kender det fra mange større og mindre samfund, hvor erhvervslivet, byrådet og embedsmændene i kommunen får tingene til at ske – både på godt og på ondt. I dag står det klart, at miljøgodkendelser og miljøtilsyn i Randers Kommune sandsynligvis ikke havde den rette kvalitet. Kommunens embedsmænd og politikere synes måske, at de gjorde virksomheden en tjeneste, og Nordic Waste synes, at de gjorde byen en tjeneste. Og nå ja, Randers-borgmester, socialdemokraten Torben Hansen, havde også lige præcis den virksomhed i baghaven, som kunne træde til med en hurtig godkendelse, da statsminister Mette Frederiksen havde brug for et sted at smide minkjorden. Kærligheden mellem Nordic Waste og kommunen blev kvast under et jordskred, som blev for stort for både Nordic Waste og for en kommune, som fralagde sig ansvaret for så at få ansvaret smidt i hovedet igen, da virksomheden havde brugt hele egenkapital og var løbet tør for penge til at stoppe jordskreddet. Ingen i samfundet og slet ikke skatteyderne er tjent med, at borgmesteren, byrådet, embedsmændene eller tilsynsmyndighederne er alt for gode venner med erhvervslivet eller enkeltvirksomheder. Det kan udløse katastrofer. #5 Politisk risiko – sprængning af regeringen Måske følelserne lige i disse dage får lov at blive sluppet løs, ligesom det åbenlyst passer den socialdemokratiske statsminister og hendes mere populistiske ministre som justitsminister Peter Hummelgaard at jagte milliardæren Torben Østergaard-Nielsen rundt i manegen. Så meget for fornuftens og balancens regering, hvor man vil hæve sig op over yderfløjenes ekstreme retorik. Det er overraskende at se socialdemokratiske folketingsmedlemmer som Benny Engelbrecht og Anders Kronborg i en slags kampagne rettet mod Torben Østergaard-Nielsen. Denne sag har kimen til at udløse en regeringskrise. Hvis miljøminister Magnus Heunicke (S), justitsminister Peter Hummelgaard (S) og erhvervsminister Morten Bødskov (S) gør alvor af at anfægte virksomhedernes begrænsede hæftelse eller andre indgreb, som underminerer fundamentet under landets virksomheder og deres aktionærer, må man formode, at det vil være helt uacceptabelt for Venstres leder Troels Lund Poulsen (V) og trods alt også for Moderaternes leder Lars Løkke Rasmussen (M). Man må også formode, at en retstilstand, hvor myndighederne gøres endnu mere ansvarsfri i miljøsager, også vil være helt uacceptabel for partier med en vis respekt for retsstaten. Mindre kan gøre det. Der findes heldigvis fornuftige politikere og erhvervsfolk, som mener, at svaret på jordskreddet på Nordic Waste kan være skrappere krav til kapitalisering og bedre forsikring af virksomheder, hvor der kan være den slags miljøfarer. Et andet forslag er at bygge videre på den fond på 100 millioner, som Torben Østergaard har stiftet, så der findes nogle private penge til at håndtere miljøkatastrofer, hvor der både er brug for en hurtig og langsom indsats. Svaret på Nordic Waste er ikke blodtørst, hævn, klapjagt eller pøbelvælde. Der skal placeres et ansvar i erkendelse af, at flere formentlig bærer ansvaret. Og vi skal finde holdbare svar til at forebygge fremtidige katastrofer og vel at mærke svar, som bygger på den grundpræmis, at man ikke altid kan regne med, at der er en milliardær til at tage skraldet. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/det-kan-vi-laere-af-nordic-waste-blodtoerst-og-haevn-skygger-for
Share on,